Hør, I skjoldbærere, håndværkere, søfolk og frie sjæle!
Når solen står højt i uge 28, samles vi atter på Tunøs sydstrand til Tunhalla vikinge-træf og marked
Dato fra mandag d. 6. juli til søndag d. 12. juli 2026.
Kom og vær med til at præge TUNHALLA vikinge-træf og -marked med jeres håndværk, kampe, gøgl, musik og boder – eller deltag blot for fællesskabets skyld og vær med, hvor I har lyst.
I løbet af ugen bestræber vi os på at skabe forskellige aktiviteter og happenings af mange slags.
I dagtimerne er pladsen åben for offentligheden fra kl. 10.00 til 15.30. Det betyder, at nysgerrige og interesserede kan komme forbi, kigge, købe og deltage i workshops. I aften- og nattetimerne er pladsen derimod forbeholdt vikingerne. Vi former dagene sammen, så alle kan byde ind med deres interesser og færdigheder.
Det kan være alt fra håndværk, gøgl, musik, boder, historiefortælling og kampe – eller kom blot deltagelse for fællesskabets skyld. Det vil være fantastisk, hvis I har lyst til at lave en workshop for gæster med interesse for vikingelivet. Kom derfor meget gerne med forslag til, hvad netop du eller I kan bidrage med af workshops og aktiviteter, så vi sammen kan skabe et dejligt træf og marked.
I år får vi besøg af de muntre vikingekæmpere fra bl.a. ASK og Nidhug, som er med til at skabe den helt rette stemning. Vi håber også at byde velkommen til endnu flere kæmpere og musikere, som vi bare ikke kender endnu.
Følg med i programmet, efterhånden som det tager form, på vores hjemmeside og Facebook.
Tunhalla tilbyder
Tunhalla´s perfekte placering på Tunøs sydstrand er en gave fra naturen til vikingelivet. Selve træffet er baseret på gratis overfart for jer og jeres grej, inklusive trailer, samt gratis ophold, brænde, toilet, el og vand.
Adgangskravene er historisk korrekt tøj, telt og grej på pladsen. På bopladsen er der et fælles bålsted til madlavning, og her sidder mange af os om aftenen og hygger os sammen. Der er masser af brænde til fri afbenyttelse. Andre bålsteder skal godkendes af hensyn til brandsikkerheden.
Lige ved siden af pladsen ligger Tunøs lystbådehavns toilet- og badehus, som frit kan benyttes. Varmt bad kan tilkøbes.
Lørdag aften sørger vi for, at der er gratis mad til alle tilmeldte deltagere. Der vil både være kød og vegetarisk vikingemad – og masser af hygge.
Den lokale købmand og de lokale grøntsagsboder har alt, hvad I måtte have lyst til at købe af drikkevarer og madvarer under opholdet.
Praktisk om Tunøfærgen
Vi kan få dig og din trailer gratis med færgen. Derfor skal booking med Tunøfærgen gå gennem os.
Af hensyn til færgebookingen er det en stor hjælp, hvis du tilmelder dig hurtigt – gerne senest søndag den 7. juni. Der skal være plads til mange mennesker, og hvis du har en trailer med, er det vigtigt, at vi ved det i god tid. Heldigvis er færgefolkene virkelig dygtige til at pakke færgen og forsøger at finde plads til alle efter behov.
Hold jer dog ikke tilbage fra at kontakte os senere end denne dato – vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe jer.
Kom i god tid og aflever traileren ved Tunøfærgen. Parker derefter på p-pladserne tæt på Hou Færgeleje. Har du eller I ikke trailer med, lægges grejet blot i bagageburene ved færgen. De køres om bord og i land på Tunø.
Bopladsen ligger kun få hundrede meter fra færgelejet, og vi hjælper gerne med at skubbe en trailer derover. Nyd, at Tunø er en dejlig bilfri ø.
Krav til markedsdeltagelse
Vi håber at kunne gøre markedet til en god og så autentisk oplevelse som muligt for publikum. Samtidig vil vi meget gerne gøre plads til nye vikinger i miljøet. Er du eller I i tvivl om, hvad der er i orden, eller hvordan man gør, så tøv ikke med at spørge os.
Boder og aktiviteter
Hvis du har en bod eller aktivitet, forventer vi, at du kan stå inde for, at alt, hvad du sælger eller viser, har baggrund i vikingetiden, og at du kan forklare det til nysgerrige gæster.
Vi forbeholder os retten til at bede dig fjerne varer, hvis de ikke vurderes at være autentiske. Vi er naturligvis samarbejdsvillige, og det håber vi også, du er. Spørg os derfor gerne, hvis du er i tvivl.
Vikingernes påklædning historisk set
Kontakt gerne Amanda Axelsen om dette emne på tlf. 41 43 89 00 eller amandaaxelsen@hotmail.com.
Tøjet var hovedsageligt udført i uld eller hør/nælde. Selv silke fandt vej til Skandinavien, men kemiske og meget spraglede farver, som man ikke kunne fremstille dengang, bør undgås. Det samme gælder polyester-brikbånd og store, vilde broderier.
Man har fundet smalle læderbælter, og mange bruger også smalle, flettede bælter. Skind er mest egnet til at sidde på, og ønsker du at holde varmen, kan et lækkert uldtæppe anbefales.
Til fødderne blev der anvendt læder – gerne vendesko, hvis det er muligt. Barfodet kan naturligvis også forekomme.
Telte
Vi ønsker så vidt muligt autentiske telte, såsom Oseberg og saksertelte.
Hvis teltet står åbent i åbningstiden, skal alle moderne genstande være ude af syne. Ude af øje, ude af sind.
Hvem er vi?
Tunhalla er en frivillig forening, hvor vi i samarbejde med deltagerne hvert år i uge 28 for at skaber en autentisk vikingeboplads samt et kultur- og naturoplevelsessted ved Tunøs sydstrand.
Læs mere på vores hjemmeside: www.tunhalla.dk
Kontakt
For anden information kan du kontakte Jakob eller JC på info@tunhalla.dk
Spørgsmål om vikinge-træffet
info@tunhalla.dk
Jakob - 26 36 33 99
JC - 22 22 68 26
Tilmelding
Tilmelding til vikinge-træf og -marked sker på: info@tunhalla.dk
Skriv hvem I er.
Hvad kan I bedrage med.
Hvad har I med (grej og telte).
Hvad skal I bruge af plads.
Hvornår komme I og hvornår drager I afsted igen.
Har I trailer der skal med færgen og hvor stor er den.
Workshop
Deltag gratis med at lave vikingevåben i Tunhallas workshop på Tunø skole.
Lørdag d. 18. marts 2023 fra kl. 10.15 - 16.40
Kommer du fra fastlandet kan vi hjælpe dig med booking af færgen når du tilmelder dig eller ringer på
Vi kommer ind på hvordan de moderne vikinger laver deres våben til brug for kampsport. Vi vil lave skjolde, spyd, økser eller sværd til børn af læder og træ. Disse erfaringer kan du selv bruge til at lave dine egne våben derhjemme.
Vi levere materialerne og det vi laver skal bruges til vikingmarkedet i uge 28 hvor vi også vil give folk mulighed for at prøve at arbejde videre med det vi ikke bliver færdige med.
Workshoppen er støttet af Odder kommune og Odder Kulturforening.
Workshop
Kom og sy vikingedragter
For 2. gang holder `Tunhalla´ workshop i at sy vikingetøj.
Workshop tider :
d. 8. okt. fra kl. 10:30 - 17:00
d. 9. okt. fra kl. 10:00 - 16:00
Sted: Tunø skole.
Workshoppen vil lørdag starte ud med en præsentation af, hvordan vi tror vikingerne gik klædt,
og hvordan man nemmest muligt kan rekonstruere en god vikingedragt.
Det leder over i, at vi skal sy noget vikingetøj. Vi kommer til at have fokus på så enkle dragter
som muligt, så vi starter med kjole, bukser og kofte. Jeg hjælper med mønstre og en masse
tips og viden så I kan komme godt i gang med at sy.
Planen er så, at vi har resten af lørdagen og søndagen til sy-værksted, hvor jeg står klar med alt den hjælp der skal til, og vil gøre mit bedste for, at svare på alle de vikingerelaterede spørgsmål, I skulle kunne finde på.
De dragter vi syr på workshoppen, kan lånes på vikingebopladsen til sommer i uge 28 og til andre arrangementer Tunhalla står for.
Amanda Axelsen vil stå for workshoppen og inspirere os i at lave vikingetøjet, som det var i vikingetiden. Hun er uddannet i Master of Fashion på Kolding designskole og er selv vikingekæmper i gruppen Ask, der høre hjemme i Århus.
Det er gratis at deltage i workshoppen. Dragterne beholder vi, men erfaringen er jeres og må gerne tages med hjem.
Hvis du har en symaskine må du meget gerne tage den med.
Vi anskaffer uldstof, hørstof og tråd.
Vi håber at der efter weekenden vil der opstå en lille gruppe, der fortsat vil mødes og sy dragter til Tunhalla og evt. til dem selv.
Workshoppen er støttet af Odder Kulturforening.
Vikingetræffet
Træf & marked i
2021, 2022, 2023,
2024 og 2026